Om blodsukkermåling

For 20-25 år siden havde de færreste deres eget blodsukkerapparat.

De fleste fik derfor kun målt deres blodsukker, når de var på besøg i diabetesambulatoriet eller hos lægen. Det betød, at muligheden for at ændre insulindosis, mad/drikke og motion var lavere, da der gik noget tid mellem hvert besøg hos en behandler. I dag er muligheden for blodsukkermålinger guld værd for personer med diabetes. Målingerne giver mulighed for at tage stilling til eventuel ændring af insulindosis, motion, mad og drikke. Nogle er fortrolige med de symptomer som kroppen giver, når blodsukkeret er ok, for højt eller for lavt, andre derimod mærker ikke symptomerne, før de f.eks. vågner på sygehuset efter hypoglykæmi eller ketoacidose. Det er derfor vigtigt, at både personen med diabetes og de pårørende lærer, hvad der påvirker blodsukker, og hvordan blodsukker måles på den rigtige måde.